BEDRE LIVSBALANCE
v. Psykoterapeut Margit Villadsen
PSYKOTERAPI
BEDRE LIVSBALANCE MED PSYKOTERAPI
Det kan ske, at vi mennesker mister fodfæste og kommer i ubalance i livet. Forskellige livsomstændigheder kan bringe os ud af kurs og gøre det vanskeligt for os at navigere og finde retning. Det kan være en fornemmelse af at sejle gennem tåge, eller en fornemmelse af at kursen bliver sat af andre, og at man alene er passager på sit eget skib. Psykoterapi kan hjælpe dig til at genvinde balancen og støtte dig i at blive kaptajn på dit eget skib. Psykoterapi handler om at hjælpe mennesker med at forstå sig selv og finde en vej, når livet gør ondt eller synes meningsløst. Fokus er arbejdet med de mønstre, tanker, følelser og dynamikker der kan ligge bag adfærd og symptomer. Et psykoterapeutisk forløb kan give dig indsigt i dine mønstre og hjælpe dig til at frigøre dig fra gamle uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg arbejder ud fra en grundforståelse af, at alle mennesker har en positiv kerne. En kerne med kvaliteter, der ligger som beredskab bag problemer, udfordringer og blokeringer. Gennem livet kan forskellige oplevelser og handlinger tage os væk fra kernen - væk fra os selv. “Det kan være, at man, i sin barndom, fik for lidt af noget, man havde brug for, eller for meget af noget, som man ikke havde brug for”, Hanne Thorup, psykolog hos Specular. Jeg vil gerne støtte dig i, at du får indsigt i dine udfordringer og ressourcer og derigennem finder handlemuligheder, der kan hjælpe dig til at blive en bedre medspiller for dig selv og din omverden både i dit privatliv og arbejdsliv.
Tanker, følelser, krop og udtryk hænger uløseligt sammen, hvorfor terapien også vil være rettet mod både dine tanker, følelser, krop og udtryk. Jo mere du lærer at acceptere og give udtryk for dine følelser, jo bedre får du det. Når vi enten ER vores følelser eller underkender/fortrænger vores følelser, kommer vi let til at gå i offerrollen. Et psykoterapeutisk forløb hjælper dig til at møde dine følelser med medfølelse og accept, så du oplever, at du HAR følelser og hverken identificerer dig med- eller underkender dine følelser. Det hjælper dig til at blive aktør i dit eget liv - det hjælper dig til at blive kaptajn på dit eget skib.
"Når jeg har sagt, hvad jeg tænker, så kan jeg tænke over, hvad jeg har sagt", Gregory Bateson
Når du, i terapien, fortæller om dit liv og sætter ord på din indre oplevelsesverden til mig, får du samtidig mulighed for at lytte til dig selv. I det terapeutiske rum får du mulighed for at reflektere bevidst over det oplevede og følte, hvilket oftest vil betyde, at du kommer til at se tingene i et andet lys og med større nuancering. Dette faciliterer til en forandringsproces og giver grundlag for at se andre og nye handlemuligheder. Det bliver muligt at ændre det fastlåste og få klarhed i de travle tanker. Det giver mulighed for at gå en ny vej mod øget livskvalitet og bedre livsbalance.